Mit første halvmaraton

Yes, jeg gjorde det!!!

Lige præcis den tanke løb igennem mit hoved da jeg løb over målstregen i søndags, til tiden 2 timer og 9 sekunder. Jeg var så lettet og stolt over mig selv og min krop, at jeg var lige ved at fælde en tåre.

Da min faster og jeg stod sammen inden start, og var lige ved at dø af skræk, havde jeg ingen idé om hvordan jeg ville klare de 21 km, som lå lige foran mig. Op til havde jeg dog haft en ambition om at gennemføre den på 2 timer. Men så længe at jeg gennemførte ville jeg være tilfreds.

De første 5 km gik lynhurtigt, men jeg kunne godt mærke på mine ben, at de lige skulle igang. Jeg fandt meget hurtigt en god rytme og et godt tempo, som det lykkedes for mig at holde hele vejen. De næste 5 km gik også strygende. Min søde kæreste stod og heppede på mig ved de 10 km, så det gav lige et ekstra skub. Da jeg ramte de 15 km kunne jeg godt mærke at mine ben blev lidt trætte og min hæl og lysk begyndte at brokke sig. Men jeg blev stædig og holdt ved. Mit næste heppekor (Mormor og bonus Morfar), som stod ved 17 km mærket, var derfor meget behjælpsomt med de sidste kærlige råb. Så var der kun sølle 4 km tilbage inden jeg træt og glad løb over målstregen i favnen på familien og min kæreste. Fotografen, aka min Mor, var desværre udgået med sygdom, så hun kunne ikke bekræfte min sejr med det gode kamera. Men pyt, i må leve med det jeg har.

Det skal lige siges at jeg benyttede mig af alle depoterne med energidrik, hvor jeg var nødt til at gå to skridt for at synke, inden jeg løb videre. Men udover det var jeg ikke nede og gå på noget tidspunkt, hvilket jeg egentlig er rimelig stolt over 😀

Da jeg kom hjem var der lige en halv byggeplads, som skulle tømmes for affald og køres på genbrugspladsen. Så det klarede jeg da lige med min far og bror. Jeg forstår ikke helt hvordan jeg kunne, men adrenalinen havde vist ikke helt forladt min krop. Da jeg senere endelig ramte sofaen efter et velfortjent bad, kunne jeg godt mærke at min krop var fuldstændig smadret. Følte nærmest at jeg havde tømmermænd eller influenza, med en slem hovedpine og ondt overalt. I dag (mandag) er jeg stadig øm og lidt træt, men alligevel mere positiv stemt overfor at skulle løbe et halvmaraton igen engang i fremtiden, end jeg var før. Det bliver nok ikke indenfor de næste par år, men på et tidspunkt.

Hvis du sidder derude og har overvejet at løbe et halvmaraton, så synes jeg bare du skal tage udfordringen op! Jeg vil dog anbefale at du træner op sammen med en makker. Ikke at i behøver at løbe sammen, da det kan være svært at planlægge, men skriv sammen, snak sammen undervejs i jeres træning, og send billeder af jeres tid og kilometer på jeres løbeur. Det har ihvertfald været en stor hjælp for min faster og jeg.

Til sidst vil jeg sige at selvom det har været hårdt at træne op til, så er det det hele værd!