Tour de Balos Beach – en beretning fra det virkelige liv!

Blod. Sved. Tårer.
Således kan man opsummere den vilde og voldsomme cykeltur min kæreste og jeg begav os ud på, på Kreta.

Vi havde været nede for at leje nogle mountainbikes med tilhørende ultra-smarte cykelhjelme, og taskerne var pakket med litervis af vand, mad og snacks. Vi var klar til vores lille uskyldige cykeltur på 15 kilometer til den omtalte strand Balos Beach, for enden af en aflang bjergrække.

Det gik hurtigt derudaf de første 3-4 km som var asfaltvej. Da vi kom til grusvejen tænkte vi – det fint nok, vi kan sagtens klare en lille grusvej. Senere kom vi til en ”grænseovergang”, hvor vi skulle betale 1€ pr. person for at komme hen til bjerget og ned til stranden. Billetdamen tog imod pengene og kiggede underligt på os.

”Are you going to Balos Beach on BIKES?!?!”

”Eh yes!?” Hvad er problemet tænkte vi, og fortsatte uden bekymring.

Men da vi kom længere op på bjerget forstod vi hurtigt hvad hun mente. Ikke nok med at det var en grusvej med en masse løse sten, der stak også små klippestykker op fra vejen. Folk der kørte forbi os i biler kiggede enten mærkeligt på os eller dyttede, hujede og klappede af os, som var vi cykelryttere fra Tour De France.
Klimakset nåede vi, da vi stødte på ’Dødsbakken’, der havde en stigning på 10% – altså virkelig stejlt! Vi måtte flere gange trække cyklerne, i den stegende sol, da det var umuligt at cykle.

Efter 4 timer med utallige pauser, snacks, vand og nærdødsoplevelser nåede vi endelig toppen, hvor vi skulle gå et par kilometer ned af bjerget igen for at komme til stranden. Der trods alt var rigtig smuk…

Flere gange insisterede jeg på at vi skulle forsøge at finde et lift hjem, men det endte alligevel med, at vi cyklede hele den lange vej hjem til hotellet igen, godt smadret i armene og skuldrene af at bremse hele vejen ned af bjerget.

Det gik langsomt op for os at vi nok var de eneste der (måske) nogensinde havde cyklet til Balos Beach…

På trods af de mange nærdødsoplevelser og utallige råb fra min hjerne, som mente at jeg ikke kunne gennemføre, gjorde jeg det alligevel og havde den fedeste følelse da det var overstået…

Min pointe er at du kan klare mere end du tror.  Selv om din hjerne hele tiden fortæller dig at nu kan du ikke mere, har dine muskler stadig masser af energi og styrke, så der er ingen undskyldninger.

Se at kom der ud og få rykket på dine grænser. Om så det er i fitness centeret eller på et psyko-bjerg i Grækenland…